Workshop med international kunstner

2 ugers workshop med kunstneren Eilidh Bryan
4. til 16. september 2017

Denne workshop er et “fingrene i bolledejen” masketeaterforløb, hvor du skaber masker af bl.a pil og papir under kompetent vejledning af Eilidh Bryan  (læs om hende længere ned på siden) fra Liverpool. Du kommer til at fremstille og optræde med spektakulære, fantastiske kæmpemasker og kostumer.

Maskerne vil både kunne fungere som masker i dagslys og som lysende figurer/masker i mørke. Du lærer således både at lave maskerne men også at sætte lys i dem. Udover at gruppens arbejde vil kunne blive en selvstændig gadeevent samt del af en stor parade vil dette forløb blive en del af et særligt projekt under maskefestivalen med arbejdstitlen:

”Tommelise og den lysende landsby ”

Detaljerne skal selvfølgelig ikke afsløres her. Dem får du hvis du er interesseret i at deltage. Vi kan afsløre så meget ,at det bliver  en særlig udgave af eventyret  om Tommelise, som vises to gange under festivalen efter mørkets frembrud. Der er allerede grupper i gang  med at fremstille figurer med lys i.

De masker du skal fremstille bliver inspireret af de mange væsner Tommelise møder  i eventyret.

Denne event er et samarbejde mellem kunsthåndværkere, skuespillere, sceneteknikere, 1 musiker og en lang række amatører.

En af støttegiverne til projektet er DATS – landsforeningen for dramatisk virksomhed, og de siger om vores projekt:
”Tommelise og lysende landsby befinder sig  i et spændende grænseland – mellem teater, fortælling og billed/installationskunst – der kan vise nye veje for og inspirere mange mennesker indenfor teater og scenekunst”

Scenograf Peter Rafn Dahm, DATS ́ konsulent for visuelle udtryk, vil dokumentere arbejdet med lysende landsby, hvilket vi er meget glade for.

Det får du med hjem: 

  • Du vil lære en anden slags kunstnerisk/kreativt/dramatisk forløb, som du nemt senere vil kunne bruge i dit eget miljø.
  • Du bliver dus med nye let tilgængelige materialer og teknikker, som kan bruges i mange sammenhænge også i undervisningen af børn
  • Du møder spændende nationale og internationale professionelle kunstnere med hver deres indfaldsvinkel og metode.

Maskerne er enormt kraftfulde og fascinerende brugt udendørs. Men også på scenen er de helt unikke. Det vil deltagerne få rig lejlighed til at opleve under den to dages festival.

Workshoppen foregår i det store smukke gamle ridehus på Grønnegades Kaserne, som i dag er Næstveds kulturcenter i hjertet af byen. I ridehuset vil flere festival grupper arbejde samtidig med konstruktion, og du vil således også få rig lejlighed til at opleve andre kunstnere og deres måde at håndtere den særlige genre masken repræsenterer. Du vil feks under det daglige arbejde møde Andrew og Kathy Kim fra Thingumajig Theater i England..

Du møder også lokale voksne og børn, der deltager i maskeparade-work­shops.

Workshoppen arbejder i hverdagene. Forløbet meget kort er : Intro til workshop og festival – Bygning af maske og dragt  – Karakterarbejde – Performance og parade træning

Hvem kan deltage:

Alle med lyst kan deltage, for der kræves ingen forudsætninger. Der vil blive taget hensyn til de individuelle tempi vi som mennesker har. Alle bliver færdige.
Vi forestiller os, at forløbet kan have særlig appel for mennesker, som interesserer sig for/studerer/er involveret i:

  • Kreativt arbejde med børn og unge
  • Drama og Teater undervisning
  • Skabende arbejde med beboere i boligområder og evt på flygtningecentre
  • ”Poor man’s art” princippet
  • Maske, dukke og objektteater
  • Kunst, performance og events i det offentlige rum
  • Kultur- og tekstilformidling

Tidsrum: 4. til 16.september  2017
Pris: 3000 kr. inklusiv materialer
Sted: Grønnegades Kasernes Kulturcenter
Adresse: Grønnegade 10, 4700 Næstved
Ikke med i prisen: Kost, logi, transport
Deltagerantal: max. 15

Tilmeldte

Antal pladser

Eilidh Bryan

Eilidh Bryan er dukkemager, dukkefører og teaterdesigner, der har specialiseret sig i parader og udendørs events. I de seneste 15 år har Eilidh arbejdet for og med en lang række engelske organisationer samt turneret med disse både i England men også i udlandet.

Siden 2002 har Eilidh været fast tilknyttet Liverpool Lantern Company og har skabt mange kæmpefigurer og lanterner. Hun har også fungeret som mentor for studerende samt stået for adskillige workshops i forbindelse med forskellige events. Eilidh har også lavet workshops for Liverpool Lantern Company i udlandet.

Her i Danmark havde vi fornøjelsen af Eilidhs arbejde i forbindelse med åbningen af kulturhovedstad Århus i begyndelsen af 2017. Hun var en blandt mange der fik de imponerende lysende vikingeskibe til at fungere.

Eilidh driver sammen med to andre også teatret Headstrung

Cirka 12 minutter og 50 sekunder inde i videoen kan du se den hare Eilidh kreeret til paraden i Århus:

Brand af 1848 Fond
Share This